At have sovet tolv timer

En sen morgen i slutningen af året. Stille musik med dybe, langsomme beats og stemmer, som synger deres sjæle ud. Kaffe og peanutbuttergrød. Selvindsigt og en dag med rare gøremål. Noget med at puste på kaffen, så dampen farer til alle sider. At tage lys. Suge lyset til sig, gennem ens vinterblege kinder, lidt tykkere efter juledagene. En løbetur i efterladenskabet af stormen Urd. En dag i slutningen af året, og en stærk person, som vidst nok er en selv.

Endnu en onsdag morgen

En uge efter sidste indlæg, og jeg sidder endnu engang over en skål grød. Decemberregn trommer på mit vindue, og mine stearinlys blafrer. Kalenderlyset har nået tallet fire, så jeg er mere med, end hvad jeg troede. I hvert fald stearin-wise; for mit indre og mine øjne er pludselig blevet trætte, og jeg føler at mit sind kun er nået til kalenderlysets første tal. Mads & Monopolet ruller ud fra højtaleren, og jeg har hyggesokker på. Jeg har nogle dage. Nogle af de der dage, hvor jeg stener mere end jeg plejer, har ondt indeni og bliver angst af at købe ind. Jeg håber de snart går over, og prøver at kurere det med god mad, gåture og en form for accept af, at det er sådan nogle gange. Peanutbutter, pomfritter og personer kan man komme langt med; især de der personer, knuger ekstra hårdt om en og fortæller, at man er sej.
Det hele skal nok gå.

En onsdag morgen

Jeg burde læse litteratur, men i stedet skriver jeg dette blogindlæg. 

Jeg har nu bøjet det øverste af mit kalenderlys, så stearinen hurtigere kan svinde ind. Det ser ikke ud til at hjælpe. Stearinen er i stedet foldet til underlige hudlapper, lige så hårde som resten af lyset. 

Jeg var ude at løbe tidligere. Jeg løb seks kilometer og lyttede til podcast. 

Træernes nøgenhed overraskede mig. Alle blade er forsvundet hurtigt, i ly af natten, inden jeg vågnede og snørede mine løbesko. Nu er de decemberklar. Træerne altså; de er nøgne og smukke og klar til sne og koksgrå himle. Klar til vinterrusk og slud. 

Efter min løbetur spiste jeg morgenmad (chiagrød med kokosmælk, peanutbutter og banan) og nu er jeg her. Nu sidder jeg her, stadig med min kop og stadig med vådt hår efter badet. 

Nu er jeg fornuftig og alt det der og kigger lidt på det der litteratur.

God onsdag!

Kantarelgyldenhed

Blade på cykelstien, som kantareller. Svampene, dem som minder om blomster. Knoglede og smukke. Blade; nedfaldne og gule. Jeg træder hårdt i pedalerne og himlen over mig blæser. Den blæser mig hjem foran min lampe og mit kalenderlys, der vidst aldrig når nummer et. Jeg drikker kaffe og afkoder en regning, der måske betyder, at jeg er god til at spare. God til at spare vand og varme og el og nu får jeg altså penge tilbage. Ellers forstår jeg ikke tal og så skal jeg betale lidt mere. Uanset hvad, ligger den nu på mit køkkenbord, med felterne stirrende op på loftet. Stumme felter fulde af forvirrende tal. Jeg var til grammatikprøve i dag og følte det gik okay. Måske jeg dumper, men jeg tror det ikke. Jeg drikker kaffe, som smager af kokos, og tager gyldne piller, indeholdende olie, der skal gøre mig friskere. Frisk som de fisk, olien kommer fra. Snart skal jeg læse om det Britiske imperium og snart skal jeg ud på min cykel igen, med min Beatles-playliste. Ud og cykle og hjem til dig. Udenfor mit vindue blæser himlen ikke længere, nu er den bare gylden. Gylden som nedfaldne kantereller, der ligger på cykelstien, og gylden som mit kalenderlys' flamme, der vidst aldrig når nummer et. I dag er det den andensidste dag af efterår, og jeg fletter fingre med min kaffekop og håber på en smuk solnedgang.

Vintermorgener

En lille del af mig (og kun en lille en) glæder sig til de tunge vintermorgener. Hvor mørket ikke løfter sig før et sted mellem syv og otte, og hvor kulden fra natten stadig blæser. Sådanne vintermorgener hvor man kan krybe ud af sengen, sætte kaffe over og tænde stearinlys. Placere dem i vindueskarmen og betragte deres skær genlyde i ruderne. Placere sig selv ved sit skrivebord og klimpre. Med lyden af kold morgenstund og blafrende stearinlys, der kun kan høres, hvis man lytter godt efter. Og duften af nybrygget kaffe, hvis krus man kan varme sine skrivekolde fingre omkring. Hvor man ved sin plads ved bordet gradvist kan se mere og mere af dagen, der langsomt strækker armene udenfor vinduet og tager nattens sted. Og hvor lysenes skær bliver mindre dominerende, jo længere viserens gang går over urskiven. Sådan en morgen, hvor man kan kramme sine digte lidt ekstra og give dem en smule sjælevarme. Hvor man kan forfattere og redigere, i mørkets ro og mage, godt gemt bag computerskærmen og kaffekoppen.Ja, sådanne morgener glæder en lille del af mig til.

Et nyt hjem

Her er november så. Midten af november, faktisk. Midten af en måned, der lidt ligger midt i to årstider. To forskellige atmosfærer, to forskellige humør. Efterår og jul. En ventil mellem gyldne træer og glimtende lysdekorationer. I midten af november, sidder jeg så her og knuger en kop kaffe. 

Jeg har besluttet mig for at starte en blog. 

En blog til madbilleder og tankedrys om de dybe ting, der ofte har det med at ramme klokken tre en tirsdag eftermiddag. Et sted til at digte og dyrke poesi og andre kunstformer, til at fortælle om lidt ligegyldige hverdagsting og til at poste inspiration. Et nyt hjem til mine krusedulletanker og dagbogsskriblerier.

Jeg håber det bliver godt. 

Og flot og sjovt og smukt og alle mulige andre rare ting. 

I would like to wear

Fall is falling all around us and I wanna wear comfy robes, hats, dusty colours and drink loads of coffee.